7 gode råd til hvordan du kan passe på dig selv og din sangstemme

Din stemme er dit allervigtigste værktøj som sanger, men for at give den de bedste vilkår, må du ikke glemme, at hele din krop skal være i balance. Ja, man kan sågar sige, at hele kroppen er sangerens instrument. I perioder, hvor du kræver ekstra meget af dig selv, skal du også være opmærksom på, at både din stemme og krop kræver ekstra pleje.sangstemme

Sidsel Marie Søholm er diplomuddannet rytmisk sanger og sanglærer fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i 2008. Hun har mere end 10 års erfaring som underviser og har turneret det meste af Europa som udøvende kunstner, både som korsanger for prominente kunstnere og som solist. Sidsel Marie Søholm underviser i stemmetræning i det nye Elite Teater Akademi.

Her giver hun dig 7 gode råd til, hvordan du kan passe på dig selv og din sangstemme:

  1. Drik rigeligt med vand!
  2. Te af frisk revet ingefær evt. tilsat en teskefuld honning virker beroligende på slimhinderne og er godt, hvis stemmen føles træt og tør. Se opskriften på ingefær-te herunder.
  3. Sørg for at få masser af hvile så stemme og krop kan restituere (sørg for at få sovet ordentligt i de perioder, hvor du bruger stemmen meget).
  4. Giv stemmen en pause, hvis du bliver hæs (også fra tale!).
  5. Undgå rygning (også passiv) og alkohol.
  6. Hvis stemmen føles træt og tør, kan det føles rart at tage et dampbad evt. med kamille, timian eller andre beroligende urter i vandet (læs mere herunder).
  7. Sørg for at have energi nok, hvis du har nogle lange, seje prøvedage. Hav en madpakke, frugt, müslibar, chokolade eller lignende med, så du kan holde energien oppe.

Opskrift på ingefær-te med honning:
Kom 1 spsk. revet frisk ingefær i en kop og tilsæt kogende vand. Lad det stå i fem minutter, si så ingefæren fra og tilsæt 1-2 tsk. honning. Nyd den mens den er varm!
Dog er det ikke hensigtsmæssigt at drikke det lige inden en koncert eller forestilling, da den første reaktion godt kan være, at der kommer ekstra meget slim løs i halsen.

Damp:
Tag en stor skål eller en gryde. Læg de urter du gerne vil bruge i skålen ( f.eks. en håndfuld kamilleblomster eller et bundt timian) og hæld kogende vand over. Tag et håndklæde, læg det over hovedet og indånd dampen.
Dampen kan godt føles meget varm – så pas på ikke at brænde dig. Sid i 5-10 minutter og indånd dampene gennem både næse og mund.
Undgå at tale, synge, hoste eller rømme dig i ca. 30 min efter du har dampet. Når du starter op med at tale, så start ganske blidt op.

En bonuseffekt ved dampen med æteriske urter er, at det også renser ansigtshuden godt. Efter et dampbad, kan du passende forkæle dig selv med en afrensning og en lækker ansigtsmaske, mens du venter på, at de tørre og irriterede slimhinder har nydt den fulde effekt af dampen.