Elite Teater fylder 5 år

Det odenseanske musicalteater Elite Teater kan i år fejre sin 5 års fødselsdag. Det fejres med en stor musicalsatsning, når den awardvindende Broadwaymusical "Catch Me if You Can" har premiere på Magasinet d. 26. oktober

Det er i år 5 år siden at Lasse Winkler og Marie-Louise Helbo etablerede Elite Teater.pan am
Tanken bag teateret var at skabe et forum, hvor unge seriøse, spirende talenter kunne udvikle sig på vejen mod en professionel karriere i og omkring scenelivet. Elite Teaters ambition var at udfylde tomrummet mellem amatørteater og professionelt teater og samtidig medvirke til at styrke det kulturelle udbud af arrangementer og tiltag, og dermed det kulturelle liv på Fyn, samt i områderne uden for de store kulturcentre i Danmark.

Fire fantastiske musicals er det blevet til. ”Cabaret” i 2012, ”Spring Awakening” i 2013 (første gang for et amatørteater i Skandinavien), ”Hairspray” i 2014 (som det første teater i Danmark) og ”Chicago” i 2015 (som det første amatørteater i Danmark).

Catch Me if You Can
En 5 års fødselsdag skal fejres med manér, og der er derfor i den grad lagt i kakkelovnen til et brag af en musical, når Elite Teater, som det første ikke-professionelle teater opfører den awardvindende Broadwaymusical "Catch Me if You Can".
”Catch Me If You Can” er bygget op omkring den populære film fra 2002, der er instrueret af Steven Spielberg og bl.a. har Leonardo DiCaprio og Tom Hanks i hovedrollerne. Handlingen bygger på en autentisk historie fra 1960’ernes USA.
Frank W. Abagnale jr. er en begavet svindler, der før sin 21-års fødselsdag formår at arbejde både som læge, advokat, co-pilot og professor. Han anskaffer sig til over 2,5 mio. USD med falske checks, mens han stadig går på high school. FBI-agenten Carl Hanratty tager jagten op for at stille svindleren for retten, men det er ikke en opgave, der altid går efter planen.

Scenen er USA i 1960’erne. Der er lagt op til en fabelagtig aften med swing, crooner ballader, dramatik og ikke mindst 60’er rock, når Elite Teater åbner dørene til musicalen Catch Me if You Can på Magasinet i perioden 26. oktober - 5. november.

”Catch Me if You Can” er skrevet af Terrence McNally med tekst og musik af Marc Shaiman og Scott Wittman.

Et teater baseret på talentudvikling og høj kvalitet
Elite Teaters vision har fra begyndelsen været en satsning på at være det amatørteater i landet, der er mest kendt for nyskabende opsætninger, høj kvalitet og en platform, hvor teatret er med til at udvikle unge talenter til en fremtidig karriere inden for scenekunsten. Ambitionen må siges at være lykkes. Elite Teaters auditions tiltrækker hvert år ca. 100 talentfulde unge fra hele landet, hvilket giver optimal mulighed for at sammensætte et cast, der lever op til teatrets høje standarder. Catch Me if You Can kommer efter fire år med anmelderroste musicals.

Sidste år slog Elite Teater alle tidligere publikumsrekorder med musicalen ”Chicago”, som formåede at tiltrække flere end 3000 gæster.

Spilleperiode: 26. oktober til 5. november.
Instruktør: Lasse Winkler

Billetter til forestillingen kan købes på www.eliteteater.dk