Elite Teater sætter igen publikumsrekord med musicalen Chicagopremiere


D. 22. oktober lukkede vi dørene op for vores længe ventede jazzmusical Chicago. Siden har den populære musical spillet for fulde sale i rejsen tilbage til 1920’erne.

Scenen er Chicago i 1920´erne. Byen emmer af sex, mord, korruption og smægtende divaer. På dødsgangen - anklaget for mord - sidder byens natklub-darling, vaudevillesangerinden Velma Kelly, og den hidtil ukendte korsangerinde Roxie Hart. To kvinder, der vil gå langt for at tiltrække sig mediernes bevågenhed og hermed forbedre deres muligheder for igen at stå på en scene.

Stykket, der debuterede på Broadway i 1975, er en af de længst kørende musicals i USA, og er tidligere, i 1996, belønnet med ikke mindre end seks Tony Awards.

Det er 4. år i træk at Elite Teater opsætter en større musical i Odense. Det er første gang rettighederne til hit-musicalen tildeles et dansk semi-professionelt teater. Og med stadig stigende efterspørgsel på vores forestillinger må visionen om at udvikle de bedste og mest seriøse amatørtalenter sige at være lykkes.

Sidste års succes Hairspray væltede Odense med 7 ud af 10 udsolgte forestillinger, og Chicago har haft så stor efterspørgsel, at vi har oprettet en ekstraforestilling. Billetsalget har allerede nu oversteget sidste år, og stykket forventes at trække omkring 3000 publikummer til de i alt 11 forestillinger.

Så har du en svaghed for smukke kvinder, komik, dans, flot sceneshow og skønne stemmer, skal du skynde dig at få fat i en billet til ”Chicago The Musical”.

Flere forestillier er udsolgt - eller tæt på udsolgt - men der er stadig billetter at få til de to forestillinger lørdag d. 31. oktober.

Magasinet Odense, Farvergården 19, 5000 Odense C
Billetter: www.eliteteater.dk
Spiller indtil 31. oktober 2015