Skoleelever inviteres bag scenen på King gyser

carrie bag scenen

Fra den 24. oktober har du som skoleklasse mulighed for at opleve bagsiden af CARRIE – The Musical – præsenteret af Elite Teater. Kom med bag scenen og oplev stemningen blandt de talentfulde, frivillige skuespillere og instruktører.

CARRIE – The Musical er en forestilling, som adskiller sig fra Elite Teaters tidligere produktioner. Musicalen er baseret på Stephen Kings debutroman fra 1974 af samme navn. Romanen, som i 1976 blev filmatiseret, indeholder tematikker som mobning, medmenneskelighed og jalousi. Carrie White er en upopulær pige, som er offer for klassekammeraternes ondskabsfulde mobberi. Carries mor er stærkt troende og fanatisk overbeskyttende. Som tiden går, indser Carrie, at hun er blevet tildelt helt særlige evner, og skubbes hun blot langt udover kanten, er hun ikke bange for at tage dem i brug.

”Både bogen og musicalen indeholder mange relevante og aktuelle temaer, som det kan styrke en skoleklasse at analysere og arbejde med”, fortæller teaterchef for Elite Teater, Lasse Winkler. ”De unge får mulighed for at koble læsning af romanen til arbejdet med at opsætte en forestilling, og få de sproglige effekter til at fungere visuelt foran et publikum. Vi finder det derfor meget relevant, fra Elite Teaters side, at tilbyde skoleklasser et samarbejde med os, fortsætter han.

Skuespillerne I CARRIE omfavner en bred aldersgruppe. Castet i år er helt ned til 15 år, hvilket gør at unge lettere kan identificere sig med skuespillerne. Dog er samarbejdet mellem Elite Teater og skoleklasser primært tiltænkt udskolingen samt ungdomsuddannelser, da der vil være en del elementer af gys.

Elite Teaters vision har siden begyndelsen taget afsæt i ønsket om at været dét amatørteater i Danmark, der er mest kendt for at udvikle ambitiøse og unge talenter. Derfor ligger det teatret nært at opsætte en forestilling som CARRIE – The Musical, hvor unge kan relatere til musicalens hovedtemaer. Elite Teater er en platform hvor der er muglighed for personlig udvikling uafhængigt af, om du er på scenen eller bag scenen. Alle bidrager med deres individuelle kompetencer og er sammen med til at skabe magiske oplevelser i mørket.

CARRIE – The Musical spiller på Magasinet fra onsdag den 24. oktober til lørdag den 3. november. Læs mere om musicalen og køb billetter på www.eliteteater.dk

Ønsker du som skoleklasse at se forestillingen, samt at komme en tur backstage, er der mulighed for skolemængderabat.

Kontaktinformation: Teaterchef, Lasse Winkler, 26 13 79 61