Bliv stjerne i Elite Teaters rockmusical

Drømmer du om en fremtid inden for musicals eller teater? Sæt to dage af - og før drømmen ud i livet.

Nu har du mulighed for at stå på scenen, når Elite Teater til efteråret – som det første teater i Danmark - opsætter musicalen ”Rock of Ages”. Vi skal bruge et cast på godt 25 drenge og piger i forskellige aldre. Dog skal du være fyldt 16 år på premieredagen for at medvirke.

”Rock of Ages” er et brag af en koncertforestilling. Musikken er velkendte hits fra bl.a. Styx, Journey, Bon Jovi, Pat Benatar, Twisted Sister, Steve Perry, Poison og Europa – velimplementeret i en hæsblæsende historie om kærlighed og drømme om at blive anerkendt som rockmusiker. ”Rock of Ages” kræver dygtige sangere og dansere, som kan spille ud over scenekanten. Ensemblet spiller en meget stor rolle i denne opsætning. Udover dans og kor skal det varetage de mange biroller, der er i forestillingen – heraf nogle med solosang.

Optagelsesprøven bliver afholdt af to omgange. 1. prøve afholdes som workshop, mens 2. prøve er en almindelig audition.

  1. prøve finder sted MANDAG d. 5. juni (2.pinsedag)
  2. prøve finder sted SØNDAG d. 18. juni

– Du skal sætte begge dage af, hvis du ønsker at medvirke!

Mandag d. 5. juni (1. prøve)

Du skal intet forberede til denne dag.

Vi afholder en workshop, hvor I bliver delt op i grupper. Hver gruppe får 45 min. til dans og 45 min. til sang. Der bliver 15 min. pause mellem hver workshop, så prøven samlet tager ca. 2 timer.

Danseworkshop

Vi starter med grundlæggende opvarmningssekvenser til musik, som kan indeholde alt fra smidighed og styrke til floorwork og grundlæggende tekniktræning. Herefter sætter vi fart over feltet med koreografi til et af de energifyldte numre fra forestillingen. Vi snakker en del om energi og performance: Årets rockmusical kommer til at kræve masser af power, for at nå langt ud over scenekanten.

Sangworkshop

Her bliver du præsenteret for en sang fra forestillingen. Efter opvarmning af stemmerne, bliver I opdelt i stemmetyper. Sangen, vi har valgt, vil have både er flerstemmigt kor og enkle solistlinjer, men du bliver ikke bedt om at synge en solo, hvis du ikke har lyst. Omvendt: Vil du gerne synge solo, har du mulighed for det. Formålet er at afholde en hyggelig, fælles indstuderingstime.
Når alle grupper har været igennem, får ca. 40 deltagere besked om, at de er gået videre til 2. prøve søndag d.18. juni. Du får pr. mail information om, hvad du skal forberede til 2. prøve, - typisk en tekst og en sang. Tidspunktet for din audition får du ca. en uge før 2. prøve.

Søndag d. 18. juni (2. prøve)

Du skal ha’ forberedt en sang og en tekst til denne dag.

Søndag er almindelig audition, hvor du som deltager møder juryen alene, synge den sang og fremfører den tekst, du har forberedt hjemmefra.

Vi lægger vægt på det dramatisk udtryk og din indlevelse i både tekst og sang. Der skal også danses, i hold af 8 personer, med samme koreografi som til 1. prøve. Alle deltagere skal både synge og danse til denne audition, men det er muligt at blive optaget på holdet uden at skulle begge dele i forestillingen.

Auditions finder sted på FORA/1748 (Buchwaldsgade 48, 5000 Odense C.)

Juryen består af:

Instruktør Lasse Winkler
Koreograf Helena Dong
Vocal coach & Korleder Vicki Schultz
Kapelmester Jakob Bobjerg

Se hvilke roller der er i Rock of Ages

Sange & noder til 2. audition

Foreløbig prøveplan

Vi glæder os til at møde dig.

Spilleperioden er 25. Oktober til 4. november 2017

Tilmelding dig her:

 

Audition er afholdt