Billetsalget til Hairspray er i gangbilletsalg

Billetsalget til musicalen Hairspray er nu for alvor i gang, og vi kan begynde at tælle ned til premieren d. 23. oktober kl. 20.00  

Det er en stor ære, at Elite Teater har fået muligheden for at opsætte denne energifyldte musical, som de første i Danmark. Historien udspiller sig i de glade 60’er i byen Baltimore i det østlige USA. Højt opsat hår og pastelfarver fylder gadebilledet og farvefjernsynet har så småt fundet vej ind i de amerikanske hjem. På skærmen kan man se den veloplagte studievært Corny Collins i et meget populært danseshow, som alle teenagere er besat af. Showets største fan er den buttede Tracy Turnblad, for hvem den største drøm er at optræde i det berømte danseshow.
Kan denne helt almindelige pige realisere sine usædvanlige drømme, inspirere sin mor og stadig få tid til at vinde den dreng, som hun elsker? Historien tvistes med samfundskritiske emner som kropsidealer og hudfarve, emner som den dag i dag er højaktuelle.

Rollen som moderen Edna har i altid været spillet af en mand. I filmatiseringen var det John Travolta, som foldede sig ud i dameklæder. På Magasinet er det teaterleder og operasanger Jesper Buhl, der folder hele sin feminine side ud.

Hairspray havde premiere på Broadway i 2002 og vandt i 2003 ikke mindre end 8 Tony Awards.

Vi glæder os utroligt meget til at invitere jer indenfor på Magasinet til oktober. Køb jeres billet nu, hvis I skal nå at have nogle af de gode pladser.

Spilletider: 23.-25. og 29.-31. oktober kl. 20.00, samt d. 26. oktober kl 15.00

 

Køb billet til hairspray her