Næste års forestilling

spring-awakeningElite Teater har som det første ikke-professionelle teater i hele Skandinavien fået muligheden for at opsætte den Tony-vindende broadwaymusical fra 2006 "Spring Awakening". Elite Teater valgte at lægge beslutningen ud til publikum, således har man siden 19. oktober 2012 via en internetafstemning, kunne stemme på "Spring Awakening" eller "Hair". Da afstemningen lukkede støttede 65% af stemmerne denne fantastiske mulighed. Efterårets forestilling 2013 for Elite Teater bliver således "Spring Awakening".

"Spring Awakening" er baseret på Frank Wedekinds roman fra 1891. Da bogen udkom, var romanens indhold med blandt andet abort, homoseksualitet, selvmord og voldtægt så kontroversielt, at den blev bandlyst. Historien handler om en flok teenagere, der i en verden omgivet af fortielser og kontrol, kæmper med de indre og ydre udfordringer, der opstår, når man opdager sin seksualitet. Det er en historie, der byder på masser af dybde og livets skyggesider. De forskellige faser akkompagneres smukt af Steven Saters tekst samt Duncan Sheiks eksperimentelle rockballader, der følsomt balancerer sig mellem en genre af jazz, rock og musical.

"Det er en opsætning, der ikke kræver mange medvirkende, til gengæld kræver den utroligt meget af de medvirkende. Da vi lagde ud med Cabaret og krævede, at samtlige medvirkende i et vist omfang skulle kunne danse, synge og spille teater, satte vi barren højt, og derfor synes det kun rimeligt, at vi hæver den en smule med næste forestilling. Det betyder altså, at man til Spring Awakening virkelig skal have finesse indenfor genrens tre elementer sang, dans og drama for at komme i betragtning til en rolle. Men vi har set, at de gode kræfter er derude og stoler på, at vi også nok skal få sat et formidabelt hold til denne unikke forestilling"

udtaler Elite Teaters formand Danny Bærtelsen.

Går man med en drøm om at være med i denne forestilling, kan man derfor allerede nu godt begynde at pudse sine talenter af og stramme op på kvaliteterne, audition til Spring Awakening finder sted 26. maj 2013.