Elite Teater præsenterer Flashdance the Musical
Fra 80’er kultfilm til succesfuld musical!
Endelig kan vi på Elite melde ud, hvad vi skal spille til efteråret. Vi begiver os ud i en ægte filmklassiker og håber på at kunne samle en masse feststemte og danseglade publikummer til årets forestilling.
Igen i år kan vi præsentere Laura Pasdecki som instruktør. Sammen med Fie Alberte Damgaard-Lauritsen(koreograf), Kristoffer Nybye(Kapelmester) og Mille Lambert(vocal coach) skal hun på fornemste vis få 20 glade talenter til at stråle på scenen. I år har Elite Teater premiere d. 24/10 og spiller 120 forestillinger ind til d. 2/11, hvor sidste forestilling løber over scenen.
Stine Habekost, leder hos Elite Teater udtaler:
”Vi er enormt stolte af at kunne præsentere et powerteam igen i årets kunstneriske ledelse. Vi har 3 meget kendte ansigter med i teamet, som giver mig en ro og tryghed – og jeg ved, at de kan deres fag. Og så kan vi byde velkommen til Mille Lambert i teamet. Mille har tidligere været med på scenen ved Elite og har derefter taget sin drømmeuddannelse fra Musicalakademiet i Fredericia. Nu vender hun tilbage til os som vocal coach og det er jo lige netop derfor vi er til ved Elite Teater. For at se vores talenter komme ud i verden og arbejde med det de elsker”
Kærlighed og dans
Flashdance fortæller historien om den unge kvinde, Alex Owens, der til hverdag arbejder i et stålværk i Pittsburgh, Pennsylvania. Den 18-årige har dog en drøm om at blive professionel danser. For at kunne glæde passionen for dans, samt tjene lidt ekstra penge, danser Alex som showdanser på Harry’s Bar om aftenen. Her støder hun på hendes chef/chefs søn Nick Hurley, der får et godt øje for Alex og ønsker at hjælpe hende med at komme til audition på de prestigefyldte danseskoler og opnå hendes drømme.
Fra kultfilm til musical
Man kender fortællingen fra 1983 kultfilmen under samme navn, som sammen med blandt andet ”Dirty Dancing”, ”Footloose” og ”Staying Alive” blev kendt som legendariske dansefilm. Musicalen indebærer hits fra filmen, såsom ”What A Feeling” og ”Maniac”, som sætter energien og nostalgien på højeste plan.
Filmen blev nomineret for 16 priser og vandt hele 13 af dem. Heriblandt fire Oscar nomineringer, hvor de vandt Best Original Score for ”Flashdance…What A Feeling”. Derudover modtog filmen også ni Grammy nomineringer, hvor den vandt tre.
Den kom på scenen i 2008 i forbindelse med en UK turné, der varede 10 måneder.Dette udviklede sig til at den kom på West End og på US turné, og senere blev den spredt ud i verden. Her har musicalsuccesen både spillet i blandt andet Tyskland, Frankrig, Schweiz, Holland, Tjekket og i Danmark i 2019.
Glæd jer til at opleve en romantisk, drømmeopvækkende og legendarisk musical med musik og sangtekster af Robbie Roth og Robert Cary og manuskript af Tom Hedley og Joe Eszteraas. Baseret på bogen af Tom Hedley og Robert Cary samt Paramount Picture filmen.
Billetsalget er åbent – nu med en ny ungdomsbillet for at favne Odenses store studiemiljø og for at kunne byde teatergængere i alle aldre velkommen.
Køb billet her!