sjanneSpirende musicaltalent spiller hovedrollen på Elite Teater

Det er blot 23-årige Sjanne Baun Madsen, der spiller den kvindelige hovedrolle i Queen-musicalen We Will Rock You, når Elite Teater opsætter forestillingen på Magasinet i Odense om få uger. På trods af sin unge alder har Sjanne allerede masser af gennemslagskraft og bringer ægte ”rock” ind i teaterforeningens 10-års jubilæumsforestilling.

Når Elite Teater fylder 10 år i 2022, bliver det med sangene fra et af rockhistoriens mest ikoniske bands som omdrejningspunkt. Foreningen har nemlig som et af de første amatørteatre i Skandinavien sikret sig rettighederne til musicalsuccesen We Will Rock You, der med masser af humor og elskede Queen-hits vil give jubilæumsfejringen ekstra tyngde.

Rock, kreativitet og gå-på-mod

Som en af de ekstra slagkraftige stemmer står Sjanne Baun Madsen, som spiller den kvindelige hovedrolle i forestillingen. Oprindeligt drømte Sjanne om at blive rocksanger, men for få år siden ændrede dette sig, da hun fik øjnene op for musicalscenen, hvor hun siden har slået sine folder.

Faktisk er det heller ikke første gang, at Sjanne spiller den krævende rolle, når hun går på scenen som Scaramouche i Elite Teaters opsætning af We Will Rock You. Så sent som i sommer spillede hun nemlig samme rolle, da Dronning Dorothea Teateret i Kolding opsatte forestillingen – og det er derfor også med ekstra kreativitet og gå-på-mod, at hun går til opgaven denne gang:

”Det er fedt at prøve at se min karakter igennem nye øjne og opdage nye sider, og det udfordrer mig virkelig meget, på den gode måde. Og så giver det meget til min kreativitet, at jeg er så komfortabel med musikken, manuskriptet og stykket generelt. Det gør, at jeg tør lege lidt mere.”

Sjanne betragter det da også udelukkende som en fordel, at hun kender rollen så godt – også selvom hun ikke er i tvivl om, at udtrykket bliver et helt andet, når hun går på scenen på Magasinet i Odense:

”Jeg har selvfølgelig lige skulle hanke op i mig selv i forhold til ikke at sammenligne opsætningerne hele tiden, for det er ikke det samme. Og det er også en ting, der har overrasket mig. Altså hvor stor forskel, der kan være på den samme forestilling. For jeg føler egentlig, at Elite Teaterets opsætning slet ikke er den samme – og det er fedt.”

Den længst spillede forestilling - nogensinde

Det er den britiske komiker Ben Elton, der i samarbejde med Queen-medlemmerne Brian May og Roger Taylor har skabt We Will Rock You. Musicalen fik sin premiere i 2004 på Dominion Theatre i London, hvor den spillede i 12 år, som den længst spillede forestilling nogensinde, og siden har den taget verden med storm. Nu er det Elite Teaters tur til at opsætte den populære og anerkendte musical, og der er lagt i ovnen til et brag af en jubilæumsfejring, når forestillingen indtager Magasinet fra den 26. oktober til den 5. november 2022. Forestillingen er oversat af Lars Hjortshøj og iscenesættes af Lasse Winkler.